Nyt liv i midtvejshuset

“De gode fortællinger” nr. 6

Dorte Lindhart Jensen, Viborg, måtte have et par tilløb inden det rigtig gav udbytte med en behandling på Nørbygård. Ikke mindst tiden i Midtvejshuset har givet den støtte, som betyder, at Dorte ikke tøver med at sige, at hun selv og Nørbygård har haft succes med at redde hendes liv.

Flere behandlingsforsøg
Dorte har været i behandling på Nørbygård både i 2006 og i 2008. Det hjalp ikke, og først da kæresten i 2009 sagde, at nu var det nok, faldt der noget på plads for Dorte, så hun kunne tage imod behandlingen og gøre sin del af arbejdet. Dorte fortæller, at så længe hun tog af sted, fordi nogle andre sagde, at hun var alkoholiker, kunne hun sagtens tilpasse sig, være samarbejdsvillig og sige alle de rigtige ting. Tilsyneladende gik behandlingen godt, men hun ventede bare på at komme hjem og misbruget fortsatte.

Drak for at dø
To mislykkede behandlingsforløb og flere bristede forhåbninger fra de nære omgivelser sætter sine spor, og Dorte drak til sidst målrettet med det formål at dø. Destruktionen og drikkeriet blev en hurtigt selvforstærkende ond cirkel. – Jeg foreslog min kæreste, at jeg bare kunne få mig et værelse at bo på alene, for han kunne jo ikke være tjent med mig. I virkeligheden var det mest for at få fred til at drikke mig ihjel, fortæller Dorte. Hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling, men kom hurtigt hjem igen til det samme. Da kæresten til sidst sagde stop, fik Dorte mulighed for at gøre et tredje forsøg på behandling og derefter fik hun plads i Midtvejshuset i 3 måneder og det blev igen fulgt op af en 3 måneders mentorordning.

Smerten indeni
Dorte mener, at hendes dæmoner er nogle meget dybe mønstre og manglende tro på sin berettigelse til at være i verden på egne præmisser. – Jeg tvivlede dybest set på min ret til at være i verden, det var en dyb følelsesmæssig smerte, og det har været svært at arbejde med, siger hun. Den tilbagefaldsforebyggende terapi CENAP, er effektiv og det arbejde som hun har været igennem med den terapi, har givet et godt udbytte og et værktøj til stadig at holde fast.

Arbejde med følelser
– Da jeg var lille, lød det tit: ”Hvor er det godt, vi har dig, du er altid så glad”. Det blev en del af min følelsesmæssige dagsorden, og det er noget af det, jeg har måttet arbejde mig ud af, siger Dorte. Den tilbagefaldsforebyggende terapi fokuserer blandt andet på at være meget opmærksom på sine følelser, og ind imellem har Dorte ringet til sin behandler og bedt om et godt råd. Hun er nødt til fortsat at være meget opmærksom på sine mønstre.

Døgnbehandling
Dorte fremhæver trygheden og fællesskabet ved døgnbehandlingen på Nørbygård som helt afgørende faktorer. – Det fællesskab vi kan have i tårnene, og den accept det giver, at her er vi alle i samme båd, der er ingen, der ser ned på andre, giver et kæmpe løft, siger hun. Og for Dorte er der ingen tvivl om, at netop det sammenhængende forløb med døgnbehandling, midtvejshus og mentorordningens kontakt har været opskriften på et nyt og bedre liv.

Midtvejshuset
– Jeg vil beskrive det som et øvelsessted. Nogle begynder at være hjemme noget af tiden, andre er der hele tiden. Man har sit eget program, og arbejder intensivt med tilbagefaldsforebyggelse og en masse praktiske og sociale ting, som medarbejderen dér tager sig af, fortæller Dorte, som også hæfter sig ved, at behandlingen i huset er individuel. Det er en behandlingsform, der er meget krævende, og derfor forudsætter det at mange ting er på plads, og at hver enkelt beboer i huset arbejder seriøst og reflekterende. Dorte mener, at mange kommer ud med en helt anden selvopfattelse, og det er i hvert fald tilfældet for hende selv. – Men jeg er ikke udlært, siger hun med et smil.

At komme hjem
De nære relationer og den beskyttelse mod de svære ting derhjemme som døgmiljøet giver, er svære at give slip på, synes Dorte. Det gav en utryghed, som hun måtte kæmpe noget med, da hun kom hjem. – Det var næsten som at flytte hjemmefra min far, siger hun, om afskeden med medarbejderen i Midtvejshuset. Mentorordningen, der gav mulighed for samtaler også efter hjemkomsten, var dog en rigtig god ting. – Jeg ringede hele tiden i starten, men lige så stille faldt det på plads.

Se det i øjnene
At komme hjem var også at skulle se de børn i øjnene, hun havde løjet for, naboen hvis postkasse hun havde kørt ind i og masser af andre gamle konflikter og relationer. Kioskdamen som havde pakket en flaske pænt ind til gave kl. 6.30 om morgenen. Det er en meget hård omgang at se alt det i øjnene i ædru tilstand, men der er ingen vej udenom, siger Dorte.

”Det giver en livsgnist og energi at være, hvor jeg er nu”

Energi og gnist
Hun slår fast, at hendes nye liv og den stadige agtpågivenhed er et livsprojekt. Afhængigheden skal ikke have lov at snige sig tilbage, men hun er optimist. – Det bliver nemmere og nemmere, og det giver simpelthen en livsgnist og en energi, at være hvor jeg er nu, siger Dorte.

Dorte